FAU-Nyt / 2017 - september

September 2017

Annette Skovsted Hansen

Velkomst v. Anette Skovsted-Hansen, talsperson for FAU 

Velkommen til et nyt nummer af FAU Nyt.

Udviklingsforskning er igen et emne, der tiltrækker sig opmærksomhed som bidragene i dette nummer af FAU Nyt vidner om. Søren Jeppesen har skrevet om den fælles EADI-Nordisk Udviklingsforskningskonference afholdt i Bergen fra 20.-23. august 2017. Mikkel Funder har som repræsentant for danske forskningsinstitutioner i EADIs Executive Committee et indlæg med nyheder fra EADI. Herunder er også et link til et opråb fra EADI om betydningen af at forskere fra hele verden kan deltage i deres og andres udviklingsforskningskonferencer. Anders Baltzer Jørgensen har skrevet et rejsebrev med sine seneste observationer af situationen i Karenstaten i Burma/Myanmar. En kort opdatering om FFU og det seneste finanslovsforslag viser også, at større beløb igen afsættes til udviklingsforskning. 

Datoer: FAUs bestyrelse er i gang med at planlægge årsmødeseminar om hvordan vi italesætter migration og udvikling til den 12. december kl. 14-16 med tilsagn fra Christian Friis Bach, fra 1. november Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, og Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved DIIS. Det endelige program er stadig under forberedelse, men sæt meget gerne kryds i kalenderen allerede nu. 

Desuden er FAUs Djursvold seminar planlagt til 11-13. april 2018 – mere information følger. 

Rigtigt dejligt efterår, 

Annette Skovsted Hansen 

Talskvinde for FAU


FAU medlemsskab for 2017

Bliv medlem eller forny dit medlemsskab hos FAU for 2017. 

Gennem kontingentbetaling er du med til at støtte et vigtigt arbejde for de tværfaglige perspektiver i udviklingsforskningen, herunder:

  • FAU-konferencen
  • De fælles nordiske konferencer om udviklingsforskning (afvikles i Bergen 21.-23. august 2017)
  • Rabat på deltagelsen i konferencerne
  • Mulighed for rabat på det fælles nordiske tidsskrift Forum for Development Studies (FDS - se nedenfor) og herunder mulighed for at publicere i FDS
  • Støtte koordinationen af de danske institutionelle medlemmers deltagelse i EADIs bestyrelse og meget mere 

Læs mere omkring medlemsskabet og betal kontigentet via dette link. Registrering kan også ske via FAUs hjemmeside.


Rejsebreve

Rejseberetning fra Karenstaten i Burma /Myanmar

Af Anders Baltzer Jørgensen, antropolog, tidl. Danida rådgiver

Fra januar til marts opholdt jeg mig Hpa An i Karenstaten i det sydøstlige Burma. Hver morgen tog jeg med Mikael Gravers ud i morgendisen i for at mødes med bønder, landarbejdere, ejere og migrantarbejdere i stenbrud, lokale ledere, embedsmænd, religiøse ledere, politifolk, tidligere soldater og repræsentanter for etniske bevæbnede grupper, mange forskellige civilsamfundsorganisationer. Vi rejste rundt i området omkring Hpa An og tog på dagture længere ud i landskabet og helt ud mod øst til grænsen til Thailand.

Som en slags emeritus fik jeg chancen til at tilslutte mig et større forskningsprojekt som gennemføres af DIIS, Århus universitet, Rangoon Universitet og den Burmesiske forsknings NGO Enlightened Myanmar Research Foundation vedrørende ”everyday justice”. Jeg tilbragte med Mikael Gravers fra Afdeling form Antropologi, AAU to måneder i Karenstaten i det sydlige Burma.

Vi har begge en historie med Pwo karener i Thailand, hvor vi for 47 år siden tilbragte to år. Vi lærte sproget i Vestthailand og har siden fulgt folk der gennem regelmæssige besøg.

Burma

Burma består af mange etniske grupper, hvor det centrale Burma og det meste lavland er befolket af burmanere, medens grænseegnene bebos af minoritetsfolk som i dag udgør omkring en tredjedel af den samlede befolkning på omkring 50 millioner. Folkene har alle historier om kampe og undertrykkelse og der er en gennemgående gensidig animositet og mistro mellem Burmanere og etniske minoriteter og undertiden også mellem minoriteterne.

Kort tid efter landet blev uafhængigt i 1948 startede karenerne et oprør, som har varet indtil i dag og dermed er et af verdens længstvarende. Mange andre etniske grupper fulgte efter med oprør - især efter militærkuppet i 1962. Efter en generel våbenhvile i 2015 har der dog været relativt få træfninger mellem karenernes etniske bevæbnede grupper og hæren. Der er stadig hyppige kampe i Shan og Kachin staterne og enkelte træfninger mellem hæren og grupperne, hvor der er våbenhvile.

Parallelt med disse etniske oprør har der siden Ne Wins militærkup udviklet sig en stigende aversion mod muslimer i den buddhistiske majoritetsbefolkning. Det har bl.a. resulteret den nuværende forfærdelige konflikt i den vestlige Rakhine delstat, hvor hæren og politiet gennemfører udrensningsangreb overfor muslimske Rohingya, endnu voldsommere end de har gjort det blandt andre minoritetsgrupper og Rohingyagrupper har svaret igen med angreb på sikkerhedsstyrker, buddhist- og hindulandsbyer.

Den stigende aversion mod muslimer og indere resulterede også i at nationalistiske buddhistiske kredse i 2014 dannede MBT ”Organisationen for Race og Religion”. MBT har det dobbelte formål at udføre socialt arbejde og beskytte buddhismen og den burmanske ”race”. De gennemfører meget socialt arbejde, men er også stærkt nationalistiske og antimuslimske.

Ved det første rigtigt demokratiske valg i 2015 vandt Aung San Suu Kyis parti National League for Democracy (NLD) en jordskredssejr. Men Burmas konstitution er sådan at militæret direkte kontrollerer de tre ministerier, der har med sikkerheden at gøre og har så mange fødte medlemmer i parlamentet, at de kan modsætte sig alle ændringer af konstitutionen

Våbenhvilen blev indgået i 2015, men kun otte af de over tyve oprørsgrupper underskrev den. I den videre proces mod at udvide kredsen har oprørsgrupperne krævet, at man diskuterer politik og Burmas vej mod en føderal stat, medens hæren kræver at våbnene nedlægges før alt andet. Hæren synes i diskussionerne at være noget fodslæbende. Det er lykkedes for hæren gennem specifikke møder med lederne af de forskellige oprørsgrupper at splitte dem.  

De etniske minoriteter presser på for at få oprettet Burma som en føderal stat – en proces der påbegyndte da Burma blev frit, men blev stoppet af militærkuppet i 1962. Det er en meget kompliceret drøftelse, hvor bare et af emnerne er relationen mellem delstaternes hære og den centrale unionens hær.

Situationen i Rakhine indgår tilsyneladende ikke i fredsforhandlingerne.

Burma står overfor mange store udfordringer og Aung San Su Kyi (ASSK) står overfor store opgaver. De omfatter bl.a. fredsprocessen og oprettelsen af en føderal stat, forbedrede økonomiske forhold for menigmand, ASSK har mange gange udtalt at rule of law og en demokratisk proces er løsningen af mange af Burmas problemer.

Det var især de forhold vi så på i karenstaten.

Karenstaten

Karenstaten består af områder, som kontrolleres af regeringen og regeringshæren, andre mere afsides områder der kontrolleres af Karen National Union (KNU), og enkelte mindre områder der kontrolleres af Democratic Karen Buddhist Army (DKBA) og diverse udbrydergrupper. Endelig er der en speciel grænsestyrke, som er under regeringshærens kontrol.

Karenstaten er, lige som de fleste grænseegne, en etnisk smeltedigel. Flertallet udgøres af forskellige karengrupper, men der er også andre minoritetsgrupper og en del burmanere. Det er slet ikke alle karener der bor her – faktisk højst en tredjedel af Burmas karener. 

Landskabet omkring Hpa An er hvor vi rejste rundt (vi havde ikke tilladelse til at overnatte udenfor) er flot. Det er et stort fladt område med kunstvandede rismarker, hvor der rejser sig store 5-800 meter høje, tæt bevoksede limstensformationer næsten lodret op. Klipperne er fulde af huler. Landskabet var helligt for Pwo karenere i Thailand, der fortalte om det som et mytisk kulturlandskab med besjælede grotter, klipper og steder. Alt dette er vævet ind i historier, som vi har hørt gennem 47 år hos karenerne i Thailand og mange af de mytiske personer som vi hørte om i sin tid. Og de mytiske steder findes virkelig. Hvad der i fortællingerne i Thailand foregik i en mytisk tid og sted, viser sig nu i høj grad at have været konkrete foreteelser, hvor mange af de mytiske personer også viser sig at have været virkelige. Fascinerende for to antropologer, men det vil jeg ikke skrive mere om her.  

Karenerne har gennem tiden haft en udviklet hang til synkretisme og har dannet en hel række af religiøse sekter, hvor de fleste efterhånden er lagt ind under Buddhismen. Nogle har renselses ceremonier med ild, nogle hælder indviet vand ud til jordgudinden, og nogle talte on tilbagekomsten af deres hvide lillebror, som forlod dem for århundreder siden og tog bogen hvor alt stod med sig (det måtte vi stå til ansvar for, da det er os de mener og vi så nogenlunde taler sproget og skriver med karenbogstaver). Så er der tilhængerne af "bedstefar forsagelse" hans sekt har kæmpe ceremonier hvor folk kommer strømmende til. Her kører han rundt i en karet trukket af sika hjorte. Derudover er der kristne (baptister, syvende dags adventister, anglikanere og katolikker) og buddhister, som udgør det store flertal. MBT er stærkt repræsenteret i Karenstaten, vicepræsidenten er faktisk abbed i kloster lige udenfor Hpa An. 

Og så er der efterkommere af muslimske bengalere og hinduistiske sydindere der blev bragt hertil af englænderne til at udføre fysisk hårdt arbejde, som burmesere og karener ikke kunne tænke sig at udføre for koloniherrerne. De har i Karenstaten blandet sig med karener, og deres efterkommere er enten blevet buddhister eller forblevet hinduer eller muslimer. De muslimske karener der generelt har egne kvarterer i landsbyerne, har tidligere levet uden større konflikter med deres buddhistiske naboer. Bl.a. gennem MBTs propaganda er der opstået en meget mere negativ holdning overfor muslimer blandt de buddhistiske karenerne, (og derfor heller ikke meget sympati for Rohingya’erne)

Borgerkrig og våbenhvile

Karenerne fortæller, at de har havde et forfærdeligt liv under borgerkrigen der jo strakte sig over adskillige generationer, og næsten alle er født efter krigens udbrud.

Karen landsbyboere blev tvunget til at være vejvisere, bærere og værn mod landminer for hæren. Oprørsbevægelserne, som udskrev skatter, hvis de boede i områder kontrolleret af dem. Endvidere hærgede bander af deserterede, som nu levede af røveri og kidnapning. Folk turde ikke bevæge sig udenfor landsbyerne om natten, og når forholdene var værst flygtede de op i bjergene.

Våbenhvilen har stoppet disse forhold.

Andre steder måtte folk flygte for hæren og slog sig ned i andre landsbyer, i lejre i Thailand eller fandt arbejde i Thailand. Mange af disse folk kan ikke vende tilbage, da deres jord er overtaget af hæren, grænsetropper, etnisk hære, forretningsmænd, staten eller af andre folk. Så de må leve i flygtningelejre eller i lejre for internt fordrevne og vente på om de kan få tildelt ny jord, hvor de kan slå sig ned.  

Men efter våbenhvilen har regeringshæren, grænsetropperne og visse karenske oprørsgrupperne ekstremt travlt med at overtage jord udover de store områder der allerede er inddraget til militærlejre. De bemægtiger sig store områder, som de beplanter med gummi. Nu skal udviklingen af infrastrukturen i gang her bidrager de også med sten, grus og cement. Limstensbjergene er ideelle til cementproduktion, så nu sprænges der dybe sår i de fleste - selv de mest hellige - for at få grus og sten. Dette foregår hen over hovedet på landsbyboerne.

Hushold og økonomi

Unge karener har gennem mange år taget rejst fra landsbyerne og tilsluttet sig de største oprørsbevægelser KNU eller DKBA, men rigtig mange både kvinder og mænd er også mange taget til Thailand (og Malaysia) for at finde arbejde. Hvis det lykkedes ville de typisk arbejde der i ti femten år. De fandt sammen og giftede sig, når de fik børn ville de lade bedsteforældrene passe dem derhjemme. Når de vendte tilbage vil de i høj grad investere de eventuelt opsparede penge i forbedrede huse og forbrugsgenstande.

Da dette er sket gennem rigtig mange år er mange af husene i landskabet forbavsende gode i forhold til det lokale indtægtsniveau. Husholdsøkonomien i næsten alle huse er i den grad afhængig af de indtægter, der kommer fra Thailand.

Disse rejser er intensiveret nu. Hvert eneste karen hushold har mindst en yngre mand eller kvinde i Thailand eller i Malaysia. De får godt nok en bedre løn end her, men de løber mange risici. Mange er illegale migrantarbejdere da de ikke kan få papirer, de kan blive udsat for vold og misbrug, og der opstår konflikter og skilsmisser. De flygter ikke længere, men rejser dels af økonomiske grunde dels for at opleve noget andet og for at slippe for familiens kontrol. Rejsen bliver en slags overgangsritual. Lige mange unge kvinder og mænd rejser.

Selv de steder, hvor jorden ikke er blevet frataget til andet brug, er det ikke al jord bliver dyrket. Mulighederne for at have flere afgrøder om året bliver ikke altid udnyttet i forhold til den mere intense dyrkning, der var før militærkuppet. Udover at have flere årlige afgrøder dyrkede man også små hulninger i limstensbjergene, hvor man udnyttede det særegne mikroøkosystem til specielle sjældne blomster, medicinske planter og krydderurter. Det skyldes, at mange unge arbejder i Thailand. Lokalt vil en del af arbejdet nu blive udført af lavt betalt arbejdskraft, ofte jordløse lokale muslimer og hinduer eller migrantarbejdere udefra.

Det er meget få lokale, der vil arbejde med vejbygning, i stenbrud og i gummiplantager. Her udføres arbejdet af migrantarbejdere fra deltaet som.

Denne beskrivelse passer på karenerne der bor i egnene omkring Hpa An og langs vejene i karenstaten, vi havde ikke chance for at besøge de mindre tilgængelige steder.  

Hvorledes vil landbruget fortsætte fremover? Det er allerede blevet meget mere ekstensivt med kun en afgrøde på de fleste jorde og med den store tilvækst i gummiplantager. Mange af de unge som kommer hjem, efter at have været i Thailand tager arbejde i de små byer som mekanikere og andet – men kun få bliver jordbrugere. Nogle vil også finde at deres forældres jord er overtaget af magtfulde organisationer eller individer, i andre tilfælde er jorden overtaget af andre fordi forældrene ikke har kunnet udnytte den.

Demokratisering

Under militærdiktaturet talte man om ”law and order,” hvor folk groft set til enhver tid har at rette ind efter myndighedernes ordrer. Så vejen mod en demokratisk stat der følger rule of law, er meget lang.

Politik i Karenstaten

Op til valget i 2015 var der stor veneration for ASSK Karenstaten. Rigtig mange stemte på hende som de udtrykker det - ikke nødvendigvis på partiet NLD. Selv de karenske oprørsgrupperne anbefalede folk at stemme på hende, (de fandt at de lokale karen partier havde haft for tæt samarbejde med militæret). Vi oplevede dog at stemningen var vendt lidt. En del veluddannede karener finder nu at hun udviser tegn på burmansk chauvinisme, og at hun stoler alt for meget på de informationer der kommer fra hæren. ”Man kan høre på hende at hun er datter af en general”. (I Yangon talte vi på den anden side med uddannede burmanere som fandt at hun taler alt for meget om minoriteter)

I Karenstaten beklager mange NGOer og borgere sig over, at den lokale NLD regering, som i høj grad består af karener med en karen Chief Minister i spidsen ikke hører på folk, men gennemfører en politik som stort set er skabt af det centrale NLD uden at lytte til lokale stemmer.

Lokalregeringen har også begrænset magt, Chief Minister fortalte os at hun prøvede at bremse den ukontrollerede udgravning af de mere eller mindre hellige limstensbjerge, men ejerne af stenbruddene rettede sig ikke efter hendes forbud – de kunne fortsætte da de var beskyttet af grænsehæren.

På det administrative plan foregår der et samarbejde mellem regerings sundheds- og uddannelsesdepartementer og oprørenes departementer om både undervisning, kampagner mod sygdomme som malaria og tuberkulose og primær sundhedstjeneste. Man har på mange områder delt staten mellem sig: Regeringen administrerer det lettilgængelige lavland og oprørsorganisationerne - her især KNU - administrerer - de mere svært tilgængelige områder.

Adgang til retfærd

Folk slås mest med at få identitetspapirer, husholdsliste, jordskøder, tilladelser, pas osv. fra et gennemkorrupt system. Involveres politiet kan det koste dyrt, og kommer det for retten, kan det blive endnu dyrere. I mange tilfælde er landsbyledere også korrupte. 

Buddhistiske karener og endnu mere karener der tilhører religiøse mindretal, har ekstra mange problemer. Retssagerne foregår på burmansk, som mange karener ikke taler, og andre kun har som basalt hverdagssprog. Mange karener og især muslimer og hinduer mangler officielle identitetspapirer, og det giver problemer de få gange de interagerer med myndighederne.

Folk vil derfor generelt sky unionens autoriteter. Det er faktisk heller ikke altid, at det er de officielle instanser, der har den egentlige autoritet.

Karenerne vil i næsten alle tilfælde undgå de formelle retspraksisser hvis de kan. Det har de gjort i mange år, og det er tydeligt at folks adgang til retfærd virkelig er kompleks.

Udover de formelle retsudøvere, politi, domstole, jorddepartementer, andre departementer der udsteder officielle identitetspapirer og regeringsudnævnte lokale ledere er der de etniske væbnede organisationer, individuelle religiøse ledere, religiøse institutioner, MBT, muslimske og hindu organisationer (de traditionelle buddhister og kristne kirker beskæftiger normalt sig kun med moralske spørgsmål).

Lederne af de synkretiske sekter har en, for udenforstående bemærkelsesværdig autoritet og respekt, da de ses som bærere af karenkulturen og selv ”moderne” byboer vil konsultere dem.  

Forholdene er overordnet præget af legal pluralisme. Der er mange aktører både m.h.t. etnicitet og religion, og de har mange normer, procedurer og praksisser. Da de mange aktører har levet mellem hinanden i mange år har det betydet, at der er opstået hybrider af både normer og procedurer. Der er blandede opfattelser af selv så grundlæggende begreber som sikkerhed, usikkerhed, skyld og retfærd. F.eks. vil et buddhistisk person ofte mene at en forbrydelse mod hende har årsag i hendes dårlige karma, det vil en kristen ikke. En uformel ”retshandling” vil ofte mere adressere stemninger i lokalsamfundet end søge at skabe retfærdighed. I de uformelle ”retshandlinger” følges en blanding af strafferet, sædvaneret, religiøse og moralske principper.

Folk søger endvidere sikkerhed og spirituel beskyttelse hos de mange supernaturale aktører, magikere og astrologer, som løser disputter og forbrydelser på deres måde.

KNU har deres egene retssystemer, hvor de har love og procedurer for civilret, strafferet og trolddom.

Folk vil søge forskellige veje at opnå løsninger. De vil shoppe det forum, hvor det skal foregå, og det kan de gøre på adskillige måder. Hvis det er folk fra en af de religiøse sekter vil det holdes indenfor sekten – ligeledes mellem muslimer og hinduer. Mange af de traditionelle buddhistiske munke, og også mange kristne præster vil kun beskæftige sig med moralske spørgsmål. Men MBT er generelt er mere socialt orienterede og stiller sig til rådighed for folk. De repræsenterer folk overfor myndigheder og er en virkelig støtte. De medierer også i konflikter. I de tilfælde at det er konflikter mellem buddhister og ikke buddhister, har de i de sager, vi observerede, haft afgørelser til gavn for buddhister. MBT munke kan også udnytte deres status til at udbrede etnisk og religiøs chauvinisme. Nogle på ret forfinet måde, andre meget mere direkte.

I det tilfælde at der f.eks. er en konflikt mellem folk fra to religioner, der har mulighed for at eskalere har de religiøse ledere dannet et interreligiøst råd, som vil søge at finde en løsning. Men det kan kun involveres i sager der har betydning for virkelig grundlæggende spørgsmål. Sager der er af afgørende betydning for en stor gruppe mennesker.  

Det må dog nævnes at vi også har set eksempler hvor landsbyledere og politi behandlede sager helt efter bogen og ikke udnyttede situationen til egen fordel.

Man må nok konkludere at hvad enten politiet, domstolene og myndighederne holdes ude eller inddrages i en sag, er det parten med de bedste forbindelser, der klarer sig bedst. De kan navigere meget bedre indenfor alle systemer end mere ressourcefattige. 

 

Indtryk fra Bergen - fælles EADI-Nordisk Udviklinsforskningskonference - 20.-23.8.2017

Af Søren Jeppesen, lektor, Centre for Business and Development Studies, CBS

‘Globalisation at the Crossroads. Rethinking Inequalities and Boundaries’ var titlen på den fælles konference som EADI, Norsk Forening for Utviklingsforskning (NFU) og Universitet i Bergen var værter for denne sommer. Med omkring 470 deltagere, hvoraf en mindre del var danske, var der tale om en stor konference med mange forskellige oplæg og vinkler på den overordnede problematik. Mens Bergen viste sig fra sin gode side uden alt for meget regn og flotte omgivelser og organisationen forløb rigtigt godt med styr på alt fra lokaler, måltider og generel information, var indholdet af noget mere svingende karakter.

Nogle af plenum sessionerne var spændende og interessante, var andre tyndere og mindre interessante. Det samme var tilfældet for en række af workshopene. Trods norske fingeraftryk på konferencen, var den manglende kvalitet i papers og oplæg en genganger fra tidligere EADI General Conferences. Formatet med at engagere EADIs såkaldte Working Groups i afholdelse af en række workshops var/er fornuftig nok, men der var/er ikke tilstrækkelig opfølgning på kvaliteten af bidragene. Det er tendens til at invitere alle indenfor, uanset indhold og konsekvenser for det tidsmæssige forløb i workshop sessionerne. For mange sessioner har for mange oplæg i forhold til den tid, der er tilrådighed, hvorved der bliver for lidt tid til både præsentation, men især diskussion af oplæggene og papers. Et forslag til EADIs nyvalgte Executive Committee og den gruppe, der står for planlægningen af de 3. årige General Conferences, er at deadline for indlevering af papers skal ligge tidligere. Det skulle gerne give plads til en grundigere bedømmelse, inklusiv afvisning af papers som ikke er af tilstrækkelig kvalitet. Derudover bør der være en grænse på f.eks. 3 oplæg per 1,5 times session.

Konferencen gav også plads til en række netværksaktiviteter, hvori blandt FAU var repræsenteret dels ved et EADI initiativ med forslag til oprettelse af et ’netværk af netværk’ og dels ved et opfølgende møde blandt de nordiske udviklingsforskningsinstitutioner. EADI forsøger at bringe alle netværk i Nord og Syd sammen med det formål at udveksle erfaringer, informationer om arrangementer m.v.  På den nordiske side var konferencen også den 4. fælles nordiske udviklingsforskningskonference efter konferencerne i København i 2011, Helsinki i 2013 og Gøteborg i 2015 og sluttede ’dermed’ cirklen. Mødet mellem NFU, FSDR (Finnish Society for Development Research), en svensk repræsentant og FAU viste en meget positiv holdning til det nordiske samarbejde. Det betød at deltagerne besluttede sig for at undersøge mulighederne for at iværksætte endnu en runde med fælles udviklingsforskningskonferencer. Efter diskussion og støtte hertil i hhv. NFUs, FSDRs og FAUs bestyrelser går diskussionen heraf videre. Første runde bliver et møde i Uppsala i januar 2018. Planen er at afholde den 5. fælles konference i København i løbet af sommeren 2019.

Så nogle klare positive aspekter i en ellers noget blanding samling af oplevelser i det norske.


News fra EADI 

Af Mikkel Funder, Senior Researcher at Danish Institute for International Studies  

EADI (the European Association of Development Research and Training Institutes) is Europe’s largest development research network. Its activities include the European Journal of Development Research; a large pan-European conference every three years ; and facilitating research and dialogue through thematic Working Groups and other activities.

EADI’s executive committee is composed of elected representatives, proposed by the participating countries. Denmark’s representative is identified through FAU and funded by the institutional members in turn. In August 2017 Mikkel Funder from DIIS took over as Denmark’s representative for a three year period, replacing Peter Kragelund from Roskilde University.

Below is a brief summary from the first meeting of the newly elected EADI Executive Committee in Bergen on August 23rd, in which Mikkel participated:

The new EADI President Henning Melber  outlined some proposed key priorities, on which he suggested the Executive Committee could be particularly proactive. This included: 

  • North/South research partnerships to combat the North’s near-monopoly on academic knowledge in peer-reviewed literature
  • Engaging development research more with policy and “ways forward” while retaining academic rigour
  • Facilitating successful approaches to popular research communication in the face of post-truth tendencies
  • Bringing younger researchers more to the forefront in the EADI work

Practical options for how EXCO can help facilitate this were briefly discussed:

  • Preparation of collectively authored “EADI Policy Briefs” (not tried before)
  • EADI Working Groups could present results to heads of European research institutions at the so-called EADI Director’s meetings.
  • Organising events for PhD students to meet and present under EADI framework
  • Establish task forces in the Executive Committee to boost EADI work on facilitating links to policy and popular communication (eg identify good experiences from participating institutions).
  • EADI Executive committee could provide input to development research funding councils and donors. One such event is currently being planned.

Other issues discussed included whether EADI should engage with researchers in European countries whose free research and speech are threatened - eg facilitate links to organisations who have practical experience in supporting intellectual refugees.

These and other issues will be discussed further and decided upon at the upcoming meeting of the EADI ExCom in Bonn in December 2017.

 

Nyt fra FFU

Af Annette Skovsted Hansen, lektor i Japans og Globalhistorie, talskvinde for FAU og medlem af FFU

FFU holdt møde den 12. september i Udenrigsministeriet. De inviterede fase 2 ansøgninger både til vindue 1 og 2 er modtaget og sendes nu ud til international fagfællebedømmelse. Ansøgningerne inklusiv internationale fagfællebedømmelser og ansøgernes svar skal behandles i FFU den 5. og 6. december. FFU diskuterede temaer for ansøgningerne til vindue 1 og 2 i 2018. Temaerne til vindue 1 kommer også i 2018 til at følge de 17 SDGs og den danske strategi tæt. For vindue 2 bliver der i 2018 29 temaer tæt knyttet til myndighedssamarbejdet i 14 såkaldte vækst- og transitionslande.  

Det foreslåede årshjul, hvis temaerne kan annonceres i slutningen af oktober eller begyndelsen af november, kommer til at betyde at ansøgningsfristen til fase 1 ansøgningerne til begge vinduer kan komme til at ligge i januar.

Beløbsrammen er ifølge finanslovsforslaget steget til 225 millioner til forskningssamarbejder. I 2017 er det 230 millioner, hvoraf 90 millioner er afsat til BSU III for de kommende fire år.

Der er i år ikke planlagt informationsmøder, men spørgsmål kan stilles til Danida Fellowship Centre, hvor opslag med videre også kan findes, når det offentliggøres. 

     


Kalender

I den kommende tid er der flere interessante arrangementer, som vil være relevante for FAUs medlemmer. Vi lister nogle af dem op her:


Andet

Find FAU på Facebooklike

For at komme vores medlemmer og andre bedre i møde har FAU ny fået en side på facebook. Du kan finde os ved at søge på: FAU - Foreningen Af Udviklingsforskere i Danmark eller ved at følge dette link.


Kom med input til FAU-Nyt 

FAU opfordrer gerne alle til at kontakte os, hvis man har kendskab til arrangementer, calls eller andre inputs til vores nyhedbrev, facebook og hjemmeside, som er relevante for vores medlemmer. Vi videreformidler gerne. Kontakt fau.msc(a)cbs.dk for at høre mere.