Home

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FAU Foreningen af Udviklingsforskere i Danmark 
The Association of Development Researchers in Denmark


Debat og indlæg
Foreningen af Udviklingsforskere i Danmark blev etableret i 1982 som en medlemsbaseret organisation, der har til formål at fremme

interdisciplinær forskning samt formidling af udviklingsforskning blandt forskere, praktikere og studerende. 

Foreningen ønsker at sætte fokus på forskning indenfor udvikling og skabe debat. På denne side finder du indlæg af forskellig karakter.
Vi gør opmærksom på, at indlæggene er udtryk for skribenternes egne holdninger. 



Den glemte mission
Af Aase Mygind Madsen

Genbesøg i Dansk Santalmissions to missionsstationer: Narainpur og Benagaria, Nordindien

For nogle uger siden besøgte jeg Narainpur Girls’ Mission Highschool i Birbhum District, Vestbengalen, Indien. Her opholdt jeg mig i godt 3 måneder som 19 årig i foråret 1972. Jeg havde taget toget alene de 1500 km fra Delhi til Calcutta (i dag Kolkata) og set bibelske landskaber undervejs, støvede landsbyer med sariklædte kvinder, der fredfyldt trak vand op af landsbybrøndene. Missionæren Ellen Laursen modtog mig i mylderet på Howrah Station, let genkendelig i kort lysstribet kjole i mylderet mellem kulier i røde slidte jakker med ufatteligt mange ramponerede kufferter på hovedet.

I oktober 2019, 47 år senere, tog jeg turen igen med min 26 årige datter og hendes kæreste - med tog fra Kolkata til Rampur Hat, hvor forstander på Narainpur Girls’ Mission Highschool fra 1995 til 2016, Miss Mala, havde lejet en jeep i landsbyen Narainpur for at hente os. Dengang, i 1972, havde Narainpur Mission sin egen landrover.

Narainpur Girls’ Mission Highschool

I 1972 udgjorde området til højre for vejen fra landsbyen Narainpur mod Benegaria hele missionsstationen. I dag skulle et gitter åbnes for, at vi kunne komme ind på den del. I dag er der en grundskole med 500 piger og et gymnasium med 1200 piger – og 16 lærere. Skolerne, der i dag drives af den vestbengalske delstatsregering ligger som orangekalkede bygninger på den anden side af det, der nu er en hullet asfalteret vej videre mod Benagaria.

Miss Mala tog os med ind i den tidligere missionærbungalow, hvor hun nu bor alene. Jeg kunne dårligt kende bungalowen. Den så forfalden ud udvendig som indvendig.  Indgangen vendte til ’den forkerte side’ i forhold til den gang. På verandaen lå herreløse hunde, som Miss Mala fodrede. Flere rum i bungalowen havde ikke ændret sig overhovedet – men så nedslidte ud: køkkenet, spisestuen med det samme spisebord og stole, billeder på væggene med danske landskabsmalerier, modtagelsesrummet ved siden af spisestue med mørkt lavt møbelarrangement ud til det, der i 1972 var indgang til missionærbungalowen.  Skråt over for den indgang, ligger stadig det, der engang var en skinnende hvid efterligning af Grundtvigskirken på Bispebjerg. I dag er kirken ikke mere skinnende hvid. Selve bungalowen huskede jeg som kæmpestor og fuld af liv. Nu ligger der paller, mursten og bogstabler i flere af rummene. I hjørnet af et af rummene er stadig den hvidkalkede rundede trappe op til tagterrassen. Jeg mindes, at i 1972, hen på foråret, blev vores senge stillet herop. Her lå Ellen og jeg og lyttede til hyrdernes fløjtespil nede ved floden og så op på den sydlige halvkugles stjernebilleder. Når det blev mørkt, kom tjeneren Nepal op med to petroleumslamper, så vi kunne læse og skrive dagbog under moskitonettene. Året før, i 1971, havde Bangladesh løsrevet sig fra Pakistan. Der var ikke så langt til grænsen. Ellen fortalte den gang, at medlemmer af den bengalske oprørshær, Mukti Bahini, havde trænet dernede året før. I 1971 havde også den maoistiske naxalitbevægelse været aktiv i området. Fra taget kunne ses, hvordan flere godowns (lagerbygninger)og bondehuse blev sprængt i luften. Der var røde flag på markerne og på et tidspunkt havde Mao udråbt området som ’befriet’. I dag er taget næsten helt sortnet til og ufejet. Set med nutidens øjne er det ikke noget særligt – men for mig – i erindringen – er magien der stadig. 

Miss Mala (på billedet til højre) havde fået redt op til os i to værelser. I et af dem sov jeg også tilbage i 1972 – ud til
sundhedsklinikken, hvor sygeplejersken Priscilla tog sig af elevernes og landsbybeboernes
småsygdomme. En gang var der ankommet en stor sæk tøj fra USA. Ellen foreslog, at jeg skulle
dele tøjet ud til de syge, der kom fra landsbyen for at blive behandlet af Priscilla.
Jeg vågnede til en gevaldig larm uden for vinduet. Det var rygtedes, at der var tøjuddeling
og halvdelen af landsbyen havde stillet sig op i en lang kø for at få udleveret tøj.
Det gik ikke stille for sig, hvem, der skulle stå hvor i den kø. 

I 1972 var skolen, hostel, spisesal og lærerindernes kvarter nede i den anden ende af grunden.
Bygningerne er der stadig, men de fleste er forladte og dårligt vedligeholdte.
Det samme gælder køkkenhaverne. Narainpur Girls’ Mission Highschool var et
kvinde- og pigekollektiv. Kun enlige lærerinder blev ansat, nogle få havde børn, børnene måtte
bo hos lærerinderne, men fædrene måtte ikke bo der. Sønner kunne gå på missionsskolen til
4. klasse, derefter måtte de fortsætte nede i landsbyskolen. Begrundelsen var, at piger og
lærerinder skulle være forpligtede på misionsstationen. Ud over undervisning deltog alle i
byggeprojekter og havearbejde, hentede mursten, malede og reparerede hele tiden. Miss Mala kalder det ’the golden days’ of Narainpur Mission, hvor der herskede en glad ’spirit of family’ – og det virkede. Jeg husker Narainpur Mission som et paradis – ufattelig smuk og velholdt. Dengang var der ikke nogen mur ned til landsbyen og floden. Det er der i dag, men visse steder ved muren kan man stå på tæer og stadig se, hvor smukt der er ned til floden, køer der græsser og landsbyerne på den anden side.


Ellen – Neela og Miss Mala

Ellen Laursen var den missionær, jeg var så heldig at få lov at bo hos og dele dagligdagen med i marts, april og maj 1972. Hun stammede fra Horsens. Var læreruddannet, aktiv i KFUM i Horsens og ifølge sine to nevøer Bjarke Pårup Laursen og Thorkild Schousboe Laursen havde hun mange bejlere, men blandt andet drevet af den almindelige udlængsel efter anden verdenskrig ville hun være missionær i Indien. Hun fortalte mig, hvordan en stor del af rejsen til Suri og senere Narainpur foregik på oksekærre. Narainpur Girls’ Mission Highschool blev hendes livsværk. Da jeg mødte hende, havde hun boet der alene i 25 år og talte det meste af tiden bengali i et hurtigt, bestemt og i forhold til en del ansatte noget kommanderende tonefald. Som hendes familie fortæller, var hun utrolig entreprenant. Der var ingen grænser for, hvad hun satte gang i. Hun var lige så meget udvikler som kristen missionær. Hendes nærmeste kontormedarbejdere, Akbar og Nekbar, var muslimer. Pottelbabo, chaufføren, var hindu. Hun satte gang i produktion af mursten, oliepresse, savværk og anden indkomstgenererende virksomhed. I slutningen af 70’erne skaffede hun ikke bare missionsstationen, men hele Narainpur Village elektricitet, sørgede for vandboringer til drikkevand. Hun fungerede som juridisk mægler i landsbystridigheder, deltog i hindubryllupper i landsbyen og velsignede det hele i Jesu navn på sit rappe bengali. I de sidste år af Ellens liv, lykkedes det hende med midler fra World Lutheran Service at asfaltere vejen gennem Narainpur og videre mod Benagaria. Sent i sit virke stiftede hun en fond, kaldet Mitadi Trust, med kapital fra nogle af de virksomheder, hun havde startet. Med midler herfra lykkedes det hende at få bygget et børnehjem for især forældreløse børn. Ellen nåede ikke selv at se det færdigbygget, men det ligger der i dag, lidt ud ad den asfalterede vej, og så til højre ned ad en nyoprettet grusvej ned til floden, bag de tidligere små jordhuse for tjenestefolkene. Børnehjemmet hedder Santibari og drives i dag med støtte fra organisationen, Verdens Børn. Her havde Ellen planlagt at tilbringe sine sidste dage, men fik kræft og måtte tage til behandling i Danmark, hvor hun døde i 1982. Normalt er her fuldt af liv, men i første halvdel af oktober 2019 er det Durga Puja ferie, så børnene så vi ikke. For nogle år siden blev der bygget en bro over floden fra Narainpur landsby. På den anden side af floden ligner landsbyerne landsbyer, som de alle så ud i 1972. Her møder vi en gammel kone, der leder efter sin ko. Hun siger til os, at landsbykvinderne var lidt bange for Ellen, fordi hun var hvid og hurtig i bevægelse og tale, men at en gang, der var oversvømmelse, kom hun i båd over floden og sørgede for, at landsbybeboerne fik madforsyninger. Der er ingen tvivl om, at Ellen er højt respekteret i landsbyen Narainpur, som er vokset fra en lille landsby af lerhuse på nogle hundrede meters afstand af missionsstationen til en større landsby, der også rummer stenhuse og fysisk er vokset helt frem til den gamle missionsstation og efter.




















Der var også Neela Das. Narainpurs karismatiske skoleleder. Neela var lille, det grå hår var tilbagestrøget og samlet i en fletning bag på hovedet. Hun havde store briller. Hun havde været aktiv i den indiske modstandskamp mod englænderne i 1940’erne. Miss Mala beskriver makkerparret mellem de to som, at Ellen var solen og Neela månen (på billedet ovenfor til højre). Neela boede den gang i sit eget hus mellem skolens spisesal og lærerindernes kvarter. Huset er der endnu, men også det er nedslidt og tomt. I foråret 1972 kom Neela næsten hver aften efter aftensmaden over i Ellens bungalow med en stofpose med Krydsordsbrikker og så spillede vi alle 3 et par timer, inden hun trissede tilbage til sit hus.

I dag er det som nævnt Mala Sinha, af alle kaldt Miss Mala, der bor i missionærbolig. Miss Mala er også en spændende kvinde – en helt anden type end Ellen – uddannet historiker og vokset op i Kolkata. I hendes tid stoppede støtten fra Danmark til Narainpur Girls’ Mission High School. 

 

Benagaria - hvor det hele startede

I 1972 cyklede jeg flere gange ad de smukkeste røde grusveje til den anden missionsstation i området Benagaria eller Ebenezer, som den oprindeligt blev kaldt. Den tog et par timer at cykle og børnene i de 3-4 landsbyer, jeg cyklede igennem kom altid løbende efter mig og råbte MemSahib, MemSahib. I Benagaria var ægteparret Toft Krog ved at flytte hjem til Danmark. De var begge uddannede teologer og havde gennem knap 20 år fået opbygget en 4 årig santalsk præsteuddannelse, der opnåede den anerkendelse, at kandidater herfra kunne videreuddannes på det berømte universitet i Serampores teologiske fakultet. På seminariet fandtes bl.a. et bibliotek med en lang række teologiske værker oversat til santali. Det var i Benagaria det hele startede. I 1867 startede det umage par, Skefsrud og Børresen Santalmissionen. De to karismatiske personers liv og virke er beskrevet i flere beretninger og Egon Clausen skrev i 1995 romanen ”Den syvende menighed. Da Jesus kom til Indien” om stedet og de to missionærer og deres familier. Skefsrud kom fra Lillehammer i Norge. Han havde ingen formel uddannelse. Som 16 årig kom han i uføre og sad i fængsel i 4 år. Alligevel var han et sproggeni, blandede sig med santalerne, talte deres sprog og oversatte adskillige kristne skrifter, herunder en del danske salmer til santali. Børresen var fra en fattig familie på Christianshavn. Han var mindre intelligent, men den blide af de to og fungerede som en faderfigur på missionsstationen. En fantastisk historie. Her i oktober 2019 lejer vi jeepen for at genbesøge Benagaria. Det dominerende billede er det samme som I Narainpur. Alle bygninger og gravstederne for Skefsrud og Børresen er der endnu. Verandaen, foran den hvidkalkede missionærbungalow, hvor gæster tidligere blev budt på te, er der stadig. Møblementet indenfor er intakt og ser ud, som man kan forestille sig, det blev forladt for 50 år siden. Præsteskolen, biblioteket, hostel og mange andre bygninger er der, men tomme og ryddede for alt inventar.



Udvikling

Det er næsten umuligt at finde frem til Narainpur og Benegaria i dag.
Området er glemt og øde – også set med indiske øjne.
De gamle danske bygninger er i forfald, men når jeg tænker på, -
at jeg selv er i forfald efter de 47 år, der er gået, er det næsten en
fordel for erindringen. Ellen er i frisk erindring hos mange – ikke mindst,
fordi der er portrætter af hende flere steder. Rundt om og mellem de to
missionsstationer er der til gengæld sket udvikling - af værste skuffe.
Vejen til Benegaria er ikke mere fredfyldt og uskyldig.
Den asfaltering, Ellens sørgede for, har ødelagt freden. Der er i dag
livlig trafik af unge mænd på motorcykler og en del larm og druk i forlængelse
af Durga Pujafestivalen. Det værste er dog etablering af et kæmpestenbrud,
i det før så smukke landskab mellem Rampur Hat og Dumka.
Der udvindes sten og skærver til vejbyggeri andre steder i Vestbengalen
og Jharkand. Private entreprenører, der tjener store penge på elendige
arbejdsforhold (på billedet til højre). Adskillige fædre til børn i Narainpur skolen
er døde tidligt af lungesygdomme på grund af voldsom støvforurening i hele
området, fortæller Miss Mala - og ikke nok med det – der udvindes sand fra
bunden af den smukke flod bag missionsstationen. Traktorer arbejder om
dagen og lastbiler kører grus væk om natten i konvojer.
Sandet fragtes til andre steder, hvor det bruges til vej- og husbyggeri.

 



Bevaringsværdigt

På trods af stenbrud og grusgravning er både Narainpur og Benagaria et fantastisk stykke næsten glemt– ikke blot missions – men Danmarkshistorie med eventyrlige rammer om ufatteligt spændende menneskers liv. I Serampore, den tidligere danske koloni i det nordlige Kolkata, så vi efter at have besøgt Narainpur, hvordan Nationalmuseet og Realdanmark har renoveret den gamle danske soldaterbarak til et fint lille hotel, kaldet Denmark Tavern. Herfra er der en smuk udsigt over den stille flydende Hooghly flod. Bestseller har istandsat alle gamle danske bygninger på hovedgaden i den mere kendte danske koloni, Tranquebar, i Sydindien. I udkanten af Nairobi har jeg set, hvordan Karen Blixens hus på kaffefarmen ved Ngong Hills er blevet diskret renoveret for danske midler. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med bygninger og inventar i Ellens bungalow og i missionærboligen Benagaria: samme type inventar, samme slags møbler, nogenlunde samme tid.  Efter min vurdering er Narainpur og Benegaria mindst lige så bevaringsværdige. Hvor ville jeg ønske det politiske og økonomiske Danmark kunne gå sammen og også sørge for at disse to helt fantastiske danske kulturmiljøer, som rammer for unikt spændende levede liv, kan bevares for eftertiden.

Kilder

Interview med Miss Mala, samtaler med Santona Dee (lærer på Narainpur Mission Highschool fra 1968-2011), Bjarke Pårup Laursen, Jørgen Nørgård og Thorkild Schousboe Laursen, Ole Christensen (1992) ”Vindue til Asien”; Egon Clausen (1995) ”Den syvende himmel. Da Jesus kom til Indien”, min dagbog fra 1972 og fra oktober 2019, numre af Santalposten.


HOME

 

 

ABOUT FAU

 

Read about FAU's history and secretariat.

 

NEWS

 

Get updated on the latest FAU news and events.

ACTIVITIES

 

Read about FAU's activities

MEMBERSHIP & CONTACT


Become a member and contact us.